Generelt

Luthersk Missionsforening (LM) er en bevægelse, der arbejder på det samme kristendoms-grundlag som Den danske Folkekirke. LM er dermed først og fremmest en forening, der arbejder inden for de folkekirkelige rammer, men som en selvstændig og fri bevægelse. Enkelte steder er der imidlertid i LM-regi dannet menigheder, der står uden for folkekirken, men som dog har samme grundlag.

LM er evangelisk og luthersk. Det betyder, at LM står for den klassiske kristendom, som blev indført i Danmark ved reformationen. I forståelsen af kristendommen ønsker LM at være tro overfor Bibelen.

Langt det meste af LM’s arbejde bliver udført på fritidsbasis, og de lokale kredse bliver ledet af mennesker, der varetager opgaven ved siden af deres almindelige arbejde. Her kommer det ikke først og fremmest an på bestemt uddannelse eller bestemte stillinger for at kunne være med i menighedsarbejdet, men det afgørende er den udrustning, som Gud giver den enkelte kristne.